Vurdering om stenbiderfiskeriet af stenbiderbestanden i Danmark er bæredygtigt

Anmodning
FVM har anmodet om en vurdering om stenbiderfiskeriet af stenbiderbestanden i Danmark er bæredygtigt. Svaret kan være pba. tilgængelige kvalitative og kvantitative data. I besvarelsen skal der indgå:
1. en beskrivelse af fangst og landinger af stenbider pr. farvand
2. en beskrivelse af tilgængelige oplysninger om antal redskaber og garnlængde i stenbiderfiskeriet
3. en beskrivelse over mulige konsekvenser i tilfælde af hvis fiskeriet ikke er bæredygtigt (f.eks. hvilke tendenser ses).
En samlet vurdering om stenbiderbestanden i Danmark har det godt. Svaret kan ligeledes være pba. tilgængelige kvalitative og kvantitative studier. I besvarelsen skal der ligeledes indgå:
1. en kort beskrivelse af stenbiderens udbredelse/gydeområder i Danmark

Sammenfatning
Stenbider (Cyclopterus lumpus) er udbredt i hele Nordatlanten fra Grønland og Canada i nord til Portugal i syd. Stenbider findes uden for gydesæsonen overvejende på dybder mellem 50-300 m hvor den lever i vandsøjlen (pelagisk) ofte langt til havs. Ved gydning vandrer den ind på det lave ofte kystnært vand, hvor gydningen primært sker fra februar til maj.

Stenbider landes i Danmark under to betegnelser, stenbider og kulso. ”Stenbider” er hanner landet til konsum, med en lav afregningspris. ”Kulso” omfatter oftest kun (hunnernes) rogn men kan også være hele fisk med rogn. Afregningsprisen på ”kulso” er meget høj i de seneste år, hvilket tyder på at det kun er rognen der indvejes, men denne praksis kan have ændret sig over årene. Selve kroppen af hunner afsættes ikke til konsum.

De fartøjer som lander sten og kulso er primært mindre fartøjer som anvender nedgarn. Fartøjer mindre end 10 m har ikke logbogspligt og derfor er der begrænsede oplysninger om anvendt redskab. I 2021 blev 56% af landingerne i vægt af stenbider og kulso landet af fartøjer med logbogspligt, hvor det er anført, at 95% af disse landinger er fanget med garn. De resterende 44% af de officielle landinger er landet af fartøjer under 10 m.

Grundet unøjagtig logbogsføring er det kun 36% af landingerne hvor garn er anført som fangstredskab, hvor der er anført oplysninger om garnlængde per garn og under 1% hvor der er anført oplysninger om antallet af garn, der er anvendt. De mangelfulde oplysninger gør det umuligt at opgøre det totale antal redskaber og garnlængde i stenbiderfiskeriet og dermed beregne fangst per fiskeriindsatsen, som er en mulig indikator for bestandsudviklingen og fiskeriets bæredygtighed.

Marsvin, sæler og havfugle fanges i stenbidergarn som en utilsigtet bifangst. Bifangster af havfugle er blevet undersøgt i Nord Atlanten, hvor det blev belyst, at der hovedsageligt bifanges dykænder, skav og alkefugle i stenbiderfiskeriet. Analysen konkluderer at stenbiderfiskeriet har en gennemsnitligt bifangstrate på 0,39 fugle/tur med stor variation fangstområderne imellem og at fiskeriet kan potentielt have en negativ indvirkning på nogle populationer af havfugle. Upubliserede data fra video-monitering af dansk stenbiderfisker viser dog, at bifangster af marsvin er højere i stenbidergarn end fx i fiskerier efter rødspætte og torsk. Dette skyldes formentligt at stenbiderfiskeriet anvender relativt store maskestørrelser, lange garnlængder og lange fisketider.

Det er DTU Aqua’s vurdering, at den nuværende viden om stenbiderens biologi og data fra fiskeri og videnskabelige togter er utilstrækkelig til at bestemme bestandens nuværende tilstand (biomasse og fiskeritryk) i forhold til referencepunkter for en bæredygtig udnyttelse. Desuden vil en mulig stor utilsigtet bifangst af fugle og havpattedyr kunne betyde, at selv om stenbiderbestanden kan udnyttes bæredygtigt, vil fiskeriet udførelse ikke være bæredygtig.

Den tidslige udviklingen i landende mængder af stenbider viser markant mindre landinger fra 1998 samt små og gradvist mindre landinger i de seneste år trods store stigninger i prisen på rogn. De mindre landinger tyder på en markant nedgang i bestandsstørrelse, men landingsdata i sig selv er ikke tilstrækkelige til at konkludere om fiskeriets bæredygtighed. Foreløbige analyser af togtdata viser et større fald i hyppighedsindeks siden 1991, hvilket tyder på en større reduktion i bestanden.