Udsætning af Ørredsmolt i Danmark - en vidensyntese

Denne rapport notat beskriver baggrunden for den nuværende praksis af udsætninger af mundingsudsatte ørredsmolt. Smoltudsætningerne udgør en forholdsvis stor andel af fisketegnmidlerne og samlet bliver der årligt udsat i omegnen af 1,5 mio. smolt i Danmark som mundingsudsætninger, dvs. i de nedre dele af vandløbene. Intentionen med mundings-udsætninger er alene at forbedre fiskeriet og er ikke som sådan biologisk funderet, i mod-sætning til udsætning af yngel, ½- eller 1-års ørreder, der udsættes som bestandsophjælpende tiltag og i forhold til vandløbenes bærekapacitet. Samtidig er det uklart i hvor stort omfang mundingsudsætningerne rent faktisk forbedrer fiskeriet, og i særdeleshed, om det kan betale sig i forhold til alternative og mere langsigtede biologiskbegrundede anvendelse af ressourcerne, som f.eks. vandløbsrestaurering eller fjernelse af spærringer. Hertil kommer en række potentielle negative påvirkninger af de vilde bestande af ørred. Fordele og ulemper bør nøje overvejes ved hver type smoltudsætning. Som hovedregel bør mundingsudsætninger af smolt alene iværksættes, hvor det fører til en væsentlig forbedring af fiskeriet, og hvor der er minimal risiko for negative effekter.

Udsætninger af smolt har en lang historie i Danmark og praksis har ændret sig en del gennem tiden. Oprindeligt var de udsatte smolt større (og dermed ældre) og stammede ofte fra moderfisk, der havde været mange generationer i dambrug (domesticerede fisk). Smoltene blev udsat både i vandløbsmundinger og direkte på kysten. Som følge af bedre opdrætsmetoder, genetiske anbefalinger og en mere formaliseret samling af udsætningerne, sætter fiskeplejen i dag primært 1-års smolt, der er afkom af vilde fisk (F1), ud i vandløbsmundingerne. Antallet, der udsættes, beregnes efter en model for, hvor mange smolt der produceres i vandløbet, set i forhold til hvad der potentielt kunne produceres, hvis forholdene i vandløbene var optimale for ørred. Udover fiskeplejens udsætninger udsættes der enkelte steder fisk, hvor der er et ønske om en større forbedring af fiskeriet, med Havørred Fyn projektet som langt det mest omfangsrige.

Mange eksisterende resultater fra udsætningsforsøg er af ældre dato og som konsekvens heraf foretaget med domesticerede ørreder og med væsentlig større fisk, end de der udsættes i dag. Anvendelsen af disse ældre undersøgelser til vurdering af overlevelse og fangst af de nuværende udsatte fisk har i dag begrænset værdi, da der er sket en del ændringer i fiskeriet (det kystnære erhvervsfiskeri er blevet mindre og lystfiskeriet større), i miljøforhold (f.eks. fiskebestande der har ændret sig som følge af habitat restaurering) samt forhold i opdrætsanlæggene (f.eks. fodertyper, recirkuleringsgrad).

Sammenfattende har udsatte smolt fra opdræt vist meget varierende genfangsttal, der afspejler både fiskematerialets egnethed til udsætning og mange andre forhold, herunder fiskens størrelse, alder og oprindelse. Generelt har de fleste forsøg vist, at langt de fleste genfangster er sket i havet, hvor de fleste vilde havørreder også fanges, og mange af de udsatte fisk bliver fanget relativt kort tid efter udsætning og ofte under mindstemålet. Der er kun få direkte sammenlignelige mærkningsforsøg med udsætning af domesticerede ørred, F1-ørred og vilde ørred. Resultaterne antyder generelt, at der er en bedre overlevelse hos vilde ørred, i forhold til både F1-fisk og fisk med dambrugsbaggrund. I mærkningsforsøgene er det generelt fundet, at større og ældre fisk giver relativt højere andel af genfangster end mindre og yngre. Til gengæld er større fisk væsentlig dyrere at opdrætte. Denne afvejning gør det relativt kompliceret og variabelt at udpege den strategi, der giver mest udbytte for pengene.

Vandring ud af udsætningsvandløbet er styret af en lang række faktorer, f.eks. fiskenes fysiologiske udvikling (smoltifikation), udsætningstidspunktet, temperatur, vandføring og evt. forstyrrelse af vandringen som følge af håndtering. Der er relativt få forsøg, hvor nedvandringen af udsatte og vilde smolt er sammenlignet i relation til vandføring og temperatur (og evt. andre variable), men umiddelbart tyder det på, at de er sammenlignelige, omend udsatte fisk overlever væsentlig dårligere end vilde. Udsætningsfiskene bør ikke udsættes senere end det tidspunkt, hvor de når deres optimale tilpasning til vandring og saltvand. Udsætning i god tid før det normale udvandringstidspunkt vil tillade, at fiskene ikke er stressede som følge af håndteringen, kan følge egen rytme og eventuelle vilde smolt ud i havet, men kan omvendt også betyde øget dødelighed inden vandring (f.eks. prædation eller sygdom) samt at vandring finder sted, inden havet er tilstrækkeligt varmt og fødegrundlaget for lavt – et såkaldt mismatch scenarie. Flere resultater tyder på, at udsætning bør ske senere i kolde år og tidligere i varme, men generelt viser udsætningsforsøg den bedste overlevelse, hvis udsætningen sker lige før eller i hovedudvandringsperioden.

Der kan være betydelig dødelighed forbundet med ophold og passage gennem vandløbet fra udsætningsstedet til havet, men dette synes at afhænge af tilstedeværelsen af prædatorer og naturligvis af særlige forhindringer som f.eks. indskudte søer, sluseanlæg og opstemninger. Udsætninger af smolt opstrøms disse vil i vidt omfang være spildt og kan generelt ikke anbefales.

Fiskenes vandring i havet synes overordnet at være styret af deres genetik og kan således variere meget fra bestand til bestand. Generelt spreder domesticerede ørreder sig ikke i samme grad væk fra udsætningsområdet i forhold til F1-fisk.

Det anbefales at lave en række opfølgende undersøgelser for at klargøre visse af usikkerhederne, herunder at foretage regelmæssige undersøgelser af smoltenes overlevelse, effekt på fiskeriet samt deres tilbagevending til udsætningsvandløbet og strejfrate. Desuden kan det overvejes at undersøge muligheder for optimering af udbyttet og/eller minimering af negative effekter.