Skip to main navigation Skip to search Skip to main content

Abstract

Et centralt mål i TRUST projektet var at kortlægge tobisens rumlige struktur og potentielle migration mellem forvaltningsområder i Nordsøen. Dette blev bl.a. forsøgt gennem mærkning med PIT-tags og genfangstregistrering. I TRUST blev der anvendt HDX-PIT-mærker, som muliggør identifikation via unikke ID-signaler, når fisk passerer en elektromagnetisk antenne. Disse mærker blev valgt grundet deres høje læseafstand og modstandsdygtighed over for støj hvilket gør dem velegnede til industrielle forhold som på fiskemelsfabrikker.

Scanner- og antennesystemer blev opsat og testet, bl.a. på TripleNine-fabrikken i Thyborøn i 2020. Testen viste, at det er teknisk muligt at registrere mærkede industrifisk under kommercielle landinger. Det demonstrerede, at PIT-teknologien kan anvendes i praksis, hvis mærkeforhold og scanningsudstyr er korrekt opsat. Dog er der fortsat udfordringer især ved mærkning i felten, hvor overlevelsen skal forbedres, og genfangstanalyserne kræver, at fisk fra specifikke områder kan spores tilbage til fangstposition. Projektet viser, at teknologien har potentiale, men kræver videreudvikling af bl.a. af status-tjek og fejlfindingsmetoder og integration med fiskeriets operationelle praksis.

Genetik og mærkninger er nyttige til at undersøge den overordnede bestandsstruktur og migration hos voksne fisk, mens øresten (otolitter) giver en detaljeret indsigt i fiskens livshistorie fra klækning til fangst. Øresten fungerer som en slags "sort boks", hvor både miljøforhold (som temperatur og saltholdighed) og fysiologiske forhold (som vækst, alder og adfærd) aflejres lagvist over tid. Strukturelle og kemiske ændringer i ørestenen afspejler fiskens forskellige opholdssteder og livsstadier, f.eks. når tobisen graver sig ned. I dette projekt er den kemiske sammensætning af tobisens øresten blevet brugt til at kortlægge livshistorien for tobiser fanget på Tail End, Horns Rev og Jyske Rev.

Undersøgelsen sigtede mod at besvare fire centrale spørgsmål om tobisernes livshistorie i de tre fangstområder:
1. Hvor mange gydeområder stammer de fra?
2. Er der geografiske og årlige variationer i gydeområdernes bidrag til rekrutteringen?
3. Hvornår samles tobiser fra forskellige gydeområder i samme område?
4. Forbliver tobiser på den banke, hvor de 'settlede' som 0-årige, eller udviser de ’natal homing’?

Undersøgelserne viser, at tobiser fanget på Tail End, Horns Rev og Jyske Rev sandsynligvis stammer fra tre forskellige gydeområder. Det er dog ikke muligt at identificere præcis hvilke, da der mangler referenceprøver fra tidlige larvestadier.

Sammensætningen af tobiser fra de forskellige gydeområder varierer fra år til år, og der kan ikke påvises et entydigt geografisk mønster. I nogle år ses dog en tendens til en øst-vest-gradient, hvor Horns Rev og Jyske Rev ligner hinanden mere end Tail End. Tobiser fra forskellige gydeområder har adskilte kemiske profiler frem til midten af deres juvenile stadie. Herefter konvergerer profilerne, hvilket tyder på, at tobiserne driver i større grupper og først senere finder og slår sig ned i et passende område. Når tobiserne har ’settlet’ som 0-årige, forbliver de i det samme område i mindst ét år. Der er dermed ingen tydelige tegn på ’natal homing’, hvor de ville vende tilbage til deres oprindelige gydeområde.

Der er store variationer i tobisbestandens udvikling mellem år og områder, hvilket peger på et komplekst system med udveksling (konnektivitet) mellem gydebanker. Tidligere genetiske studier (2015–2016) fandt kun svage forskelle, bortset fra en tydelig adskillelse mellem område 4 og områderne 1r–3r. Det blev undersøgt om den genetiske variation skyldes geografiske forskelle eller tidslig variation og hvor meget tobiser udveksles mellem banker og forvaltningsområder. Tobis i SA 4 skiller sig fortsat genetisk ud, og der ses tegn på genetisk adskillelse i den sydøstlige del af område 2r samt i hollandske farvande (område 1r), hvilket tyder på en varierende konnektivitet mellem banker. Yderligere analyser med SPAM-modellen er i gang for at koble disse genetiske mønstre med larvedrift og eventuel homing-adfærd, og både genomiske ressourcer og genetiske tidsserier vurderes som vigtige redskaber til en forbedret forvaltning af bestanden.

De eksisterende modeller formår ikke at indfange den kompleksitet, hvormed strømforhold og livscyklus påvirker genetisk variation i marine arter som tobis. En ny koblet fysisk-biologisk model integrerer både biomassedynamik, baseret på demografiske processer som vækst, dødelighed og rekruttering og genetisk drift via simulation af neutral genetisk variation over tid og rum. Modellen kan simulere genetisk variation under realistiske forhold og bidrage til bedre forvaltning af marine ressourcer, ved at belyse sammenhæng mellem bestand, migration og miljøforhold. Genetiske data skal tolkes i lyset af de underliggende fysiske processer.
Original languageDanish
Place of PublicationKgs. Lyngby, Danmark
PublisherDTU Aqua
Number of pages79
ISBN (Electronic)978-87-7481-429-0
DOIs
Publication statusPublished - 2025
SeriesDTU Aqua-rapport
Number486-2025
ISSN1395-8216

Cite this