Reduktion af klimagasser fra behandling af haveaffald - Del 2: Emissionsfaktorer for behandling af haveaffald i Danmark

Simon Graasbøll, Silje Kærn Berggreen, Aske Nydam Guldberg, Cecilie Lundgaard Gudsøe, Johanne Schjødt-Hansen, Anders Michael Fredenslund, Charlotte Scheutz

Research output: Book/ReportReportResearch

106 Downloads (Pure)

Abstract

Regeringen har en målsætning om at nedbringe udledningen af drivhusgasser som kuldioxid (CO2), metan (CH4) og lattergas (N2O) i Danmark. Haveaffald har et potentiale for at bidrage til disse mål. Nærværende projekt, ”Reduktion af klimagasser fra behandling af haveaffald i Danmark”, er i den forbindelse igangsat af Miljøstyrelsen og udarbejdet af COWI. Projektet er opdelt i følgende tre arbejdspakker og publikationer:

1: Markedsundersøgelse af haveaffald i Danmark: Reduktion af klimagasser fra behandling af haveaffald i Danmark Del 1: Markedskortlægning. Refereret til i rapporten som "Arbejdspakke 1" (Guldberg, Henriksen, Schjødt-Hansen, & Graasbøll, 2022).
2: Teknisk rapport til undersøgelse af emissionsfaktorer for kompostering og oplagring af finstof i Danmark: Reduktion af klimagasser fra behandling af haveaffald i Danmark Del 2: Emissionsfaktorer for behandling af haveaffald i Danmark. Refereret til i rapporten som "Arbejdspakke 2".
3: Undersøgelse af alternative teknologier til kompostering: Reduktion af klimagasser fra behandling af haveaffald i Danmark Del 3: Alternative teknologier til behandling af haveaffald i Danmark. Refereret til i rapporten som "Arbejdspakke 3".

Nærværende rapport er Arbejdspakke 2, som har til formål at undersøge de klimamæssige konsekvenser ved kompostering af haveaffald samt ved oplagring af finstof til direkte udspredning på marker i Danmark. Rapporten danner grundlag for en genberegning af Danmarks nationale emissionsopgørelser for kompostering lavet af Nationalt Center for Miljø og Energi (DCE), hvor følgende emissionsfaktorer er benyttet: 3,19 kg CH4 og 0,23 kg N2O pr. ton VV haveaffald håndteret (Nielsen, et al., 2022). Emissionsfaktorerne er benyttet på den totale mængde haveaffald modtaget til behandling (964.000 ton i 2020). Genberegningen foretages på basis af de målinger, der er foretaget undervejs i projektet samt tidligere målinger udført af Danmarks Tekniske Universitet (DTU) på danske komposteringsanlæg.

DCE’s emissionsfaktorer for metan og lattergas fra kompostering anvendes i de nationale emissionsopgørelser til estimering af de samlede drivhusgasudledninger fra kompostering af haveaffald i Danmark. Da CO2-emission fra nedbrydning af organisk affald anses som værende biogen, tæller CO2-emission fra haveaffaldet ikke med i klimaregnskabet. CO2 er derfor heller ikke en del af undersøgelserne og den endelige emissionsfaktor fundet i rapporten. Målingerne og beregningerne i rapporten er lavet i samarbejde med DTU. Rapporten indledes med en gennemgang af årlige mængder haveaffald behandlet i Danmark, som er fundet og beskrevet i Arbejdspakke 1. Desuden opridses den gængse behandlingsform for haveaffald i Danmark. Derudover opridses potentielle kilder til metan- og lattergasemissioner for henholdsvis kompostering og direkte udspredning af finstof på marker, som yderligere er fundet i Arbejdspakke 1.

Til bestemmelse af emissionsfaktoren for metan- og lattergas er der foretaget fire målekampagner over et år, en for hver årstid, på i alt fire anlæg (tre haveaffaldsanlæg og en finstofbunke). Yderligere beskrives de enkelte anlæg samt metoden bag de målinger, der er foretaget. Måleresultaterne fremstilles og sammenlignes med DCE’s emissionsfaktorer for metan og lattergas anvendt i den nationale opgørelse af drivhusgasser.



Original languageDanish
PublisherMiljøstyrelsen
Number of pages40
ISBN (Electronic)978-87-7038-478-0
Publication statusPublished - 2023
SeriesMiljøprojekt
Number2226
ISSN0105-3094

Cite this