Pesticidrester i fødevarer 2022: Resultater fra den danske pesticidkontrol

Research output: Book/ReportReportResearch

7 Downloads (Orbit)

Abstract

På baggrund af resultaterne fra den danske pesticidkontrol 2022 konkluderer Fødevarestyrelsen og DTU Fødevareinstituttet, at restindholdene af pesticider i fødevarer på det danske marked generelt overholder gældende regler.

Kontrollen omfatter i 2022 i alt 2176 prøver, som er analyseret for indhold af pesticidrester. Prøverne er fordelt på 255 forskellige typer af fødevarer. Kontrolprogrammet omfatter både stikprøver og mistankeprøver. Stikprøverne tilstræbes at være udtaget repræsentativt for det danske marked, mens mistankeprøverne udtages, hvor der er mistanke om større hyppighed af overskridelser. I stikprøvekontrollen er der udtaget 581 prøver af konventionel frugt, 613 prøver af konventionelle grøntsager, 160 prøver af konventionelle cerealier, 146 prøver af økologisk frugt og grøntsager, 53 prøver af økologiske cerealier, 10 prøver af babymad inkl. økologisk, 114 prøver af forarbejdede vegetabilske fødevarer inkl. økologiske og 311 prøver af animalske fødevarer inkl. økologiske. I den nationale mistankekontrol er der udtaget 129 prøver. Der er udtaget 57 prøver under den EU-koordinerede mistankekontrol samt 2 prøver udtaget i et særligt projekt for økologiske mistankeprøver.

I stikprøvekontrollen er der i konventionelt dyrkede afgrøder fundet restindhold af pesticider over maksimalgrænseværdien i 11 prøver af frugt, 21 prøver af grøntsager, 6 prøver af cerealier og 3 prøver af forarbejdet frugt og grønt svarende til henholdsvis 1,9%, 3,4%, 3,8% og 3,1%. For 25 af de 42 prøver var overskridelserne af maksimalgrænseværdien signifikante (7 prøver af frugt, 11 prøver af grøntsager, 4 prøver af cerealier og 3 prøver af forarbejdet frugt og grønt).

Der er fundet pesticidrester i 79% af alle prøver af konventionelt dyrket frugt, i 42% af alle prøver af konventionelt dyrkede grøntsager samt i 29% af cerealieprøverne. Pesticidindholdene var under maksimalgrænseværdien i 97% af de undersøgte stikprøver af konventionelt dyrket ikke forarbejdet frugt, grøntsager og korn. Der er, som i de foregående år, oftere fundet pesticidrester i frugt end i grøntsager. Ligeledes er der også i 2022 hyppigere pesticidrester i udenlandsk produceret frugt og grøntsager end i dansk produceret frugt og grøntsager.

I forarbejdede konventionelle prøver er der fundet overskridelser af maksimalgrænseværdien i 3 prøver (3,1%). Der er ikke fundet pesticidrester i babymad. I animalske prøver er der fundet restindhold i 5 prøver af dansk honning, svarende til 1,6 % af animalske prøver. Alle indhold var under maksimalgrænseværdien.

I de danske og udenlandske fokusafgrøder (gulerødder, jordbær, tomater, pærer, æbler og hvede) har andelen af prøver med pesticidrester ligget på et nogenlunde stabilt niveau de seneste fem år. Der ses udsving mellem de enkelte år, men der er ikke grundlag for at konkludere markante tendenser i udviklingen.

Der er en større andel af prøver med multiple fund (mere end ét pesticid i samme prøve) i prøver fra 3. lande og i prøver fra andre EU-lande sammenlignet med prøver fra Danmark.

Alle overskridelser af maksimalgrænseværdien er blevet vurderet i forhold til den akutte referencedosis (ARfD) og det accceptable daglige indtag (ADI). På den baggrund er 34 prøver vurderet til; at kunne udgøre en sundhedsmæssig risiko eller, at en sundhedsmæssig risiko ikke kunne udelukkes. Af disse 34 prøver er 17 prøver udtaget som stikprøver og 17 prøver som mistankeprøver, se tabel 2 side 17.

Partier med en sundhedsmæssig risiko bliver trukket tilbage fra markedet, og der bliver udsendt en Rapid Alert notifikation i RASFF. RASFF er et varslingssystem i EU, der sikrer hurtig information om fødevarerisici mellem medlemsstaterne således, at der kan ske hurtig tilbagekaldelse af farlige produkter fra markedet.

Der er udtaget 224 stikprøver af økologiske vegetabilske fødevarer (inkl. forarbejdede). I otte økologiske vegetabilske prøver (3,6%) er der fundet pesticidrester: En prøve af blåbær fra Chile med indhold af fenhexamid, en prøve af spæde salatblade fra Danmark med indhold af boscalid, dithiocarbamater og spinosad, en prøve af kartoffel fra Danmark med indhold af chlorpropham, en prøve af fersken fra Italien med indhold af spinosad, to prøver af persille fra Itatien med indhold af spinosad, en prøve af peberfrugt fra Spanien med indhold af azadirachtin samt en prøve af tomat med indhold af azadirachtin. Da spinosad og azadirachtin er godkendt i økologisk produktion er de fem prøver med indhold heraf vurderet at være i overenstemmelse med varestandarden [1]. De øvrige tre prøver afventer økologistatus.

På basis af ovenstående og ud fra den nuværende viden vurderer Fødevarestyrelsen og DTU Fødevareinstituttet fortsat, at de pesticidrester, der forekommer i fødevarer på det danske marked, generelt udgør en ubetydelig sundhedsmæssig risiko. Indholdene af pesticidrester påvirker derfor ikke kostrådet om at indtage frugt og grønt. Hvis man vil minimere sit indtag af pesticidrester via fødevarer, kan man vælge danske eller økologiske fødevarer.
Original languageDanish
PublisherMinisteriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri
Number of pages128
ISBN (Print)978-87-93147-54-6
Publication statusPublished - 2024

Cite this