Nyttiggørelse af returpapir - Ændringer til analysen i IMVs rapport

Henrik Wenzel

    Research output: Book/ReportReportResearch

    Abstract

    Denne analyse undersøger samfundsøkonomien i at afbrænde returpapir i stedet for at genbruge det. Den er et alternativ til en tilsvarende analyse, som Institut for Miljøvurdering (IMV) netop har offentliggjort i december 2002 under titlen ”nyttiggørelse af returpapir”. Den ændrer og supplerer de grundlæggende forudsætninger for IMV’s beregninger på en måde, der vurderes at give et rigtigere og mere fuldstændigt billede af miljøpåvirkninger og samfundsøkonomi ved afbrænding af returpapir. Analysen omfatter de økonomiske konsekvenser for det samlede system, der berøres af afbrænding af returpapir. Samfundsøkonomien er således belyst både for EU samlet set, og for Danmark. Endvidere er privatøkonomien for de centrale aktører i en evt. afbrænding af returpapir analyseret, nemlig energiselskaberne og leverandøren af returpapir. Dette er i modsætning til IMV’s analyse, der kun ser på samfundsøkonomien for Danmark og endvidere gør dette på en utilstrækkelig måde. Hvis vi brænder returpapir er vi nødt til at erstatte det med nyt papir. Det koster mere end dobbelt så meget energi at fremstille nyt papir som genbrugspapir, og ved at brænde returpapiret bruger samfundet derfor unødigt meget energi i form af træ. Hvis vi i stedet brugte træet direkte som brændsel, ville samfundet have dobbelt så meget miljøvenligt brændsel til rådighed. Træet er en værdifuld ressource for samfundet, og fremover bliver den attraktiv og begrænset, når vi skal opfylde vores forpligtelse til at reducere CO2 i henhold til Kyotoaftalen. Det er nemlig omkostningseffektivt at reducere CO2 ved at anvende træ og anden biomasse som brændsel i stedet for kul. Når vi brænder 1 kg returpapir nyttiggør vi godt nok energien i papiret, men vi har samtidig tabt 2,8 kg træ til fremstilling af nyt papir. Samfundsøkonomien for EU samlet set bliver derfor meget negativ. Den samfundsøkonomiske værdi af det tabte træ er omkring 25 mio. kr. per 30.000 tons returpapir, som analysen omfatter. EU har forpligtet sig samlet til at reducere CO2 udledningen med 8%, og efterfølgende har de enkelte medlemslande indgået en aftale om fordeling. Afbrænding af returpapir vil generelt påføre EU et stort tab samlet set og væsentligt forringe EU’s muligheder for at reducere CO2 omkostningseffektivt, og det vil ændre grundlaget for aftalen EU landene imellem. For EU samlet, er der ingen tvivl om, at genbrug af returpapiret giver den bedste økonomi, og det vil være i konflikt med fællesskabets interesse at brænde papiret. Dette bør beslutningstagerne i denne sag være informeret om. Tabet fra det samlede system kan endvidere få afsmittende effekt inden for Danmarks grænser. Et øget træk på ressourcen af træ, som opstår når vi brænder returpapiret, vil øge prisen på nyt papir, som Danmark importerer. Hvis tilstrækkeligt mange ønsker at brænde returpapir vil det føre til væsentlige forøgelser af papirprisen, som vil medføre tab for alle. Den rette fælles strategi er derfor, at alle undlader at brænde returpapiret. Det er analogt til problematikken med fiskekvoter. Tilsvarende vil prisen på returpapir øges, hvis mange ønsker at brænde det, fordi der opstår et mærkbart marked. IMV har ikke regnet med, at returpapirprisen kan øges, fordi IMV’s analyse forudsætter, at der kun brændes en ubetydelig mængde. Brændes en større mængde, kan det mærkes på efterspørgslen i et omfang, der øger både returpapirprisen og nypapirprisen. IMV forudsætter altså, at Danmark som den eneste skal altså have lov til at brænde en lille mængde, mens ingen andre må gøre det samme. For hvis flere andre gør det samme øges returpapirprisen, og så påvirkes genbrugsindustriens økonomi, hvilket IMV ikke har inkluderet. Så selv om det ville være usolidarisk over for de øvrige EU lande, fordi fællesskabet taber ved det, forudsættes altså ikke alene, at Danmark skal have lov til dette, men også at vi skal have lov til at være ene om det. Flyttes den nedre prisgrænse for returpapiret bliver samfundsøkonomien meget negativ. Selv snævert set med en ubetydelig afbrænding, som vi får lov at være alene om, kan samfundsøkonomien sandsynligvis aldrig blive positiv. Hvis den skulle være positiv, ville det forudsætte, at CO2 skyggeprisen skulle være over 200 kr./ton CO2 samtidig med, at returpapirprisen skulle være under 200 kr./ton returpapir i mindst halvdelen af tiden. En pris på 200 kr./ton returpapir har imidlertid været gennemsnitsprisen over de sidste 15 år, og prisen har ikke været under 200 kr./ton i 3½ år. Med en høj skyggepris på C02 på grund af Kyotoaftalen, vil der være en afsmitning på returpapirprisen, der vil blive væsentligt højere i fremtiden. Samfundsøkonomien kan dermed aldrig blive positiv. Privatøkonomisk forudsætter energiselskaberne, at prisen på returpapir er lav, og at de har sikkerhed for en leverance til samme lave pris i 10 år i træk. Prisen må ifølge ELSAM højst være 70 – 170 kr./ton returpapir, om det bliver den høje eller lave ende bestemmes sandsynligvis af en afgørelse i en tilsvarende sag i Energitilsynet sidst i januar 2003. Selv med den høje pris forudsættes altså 170 kr./ton som maksimal pris i 100% af tiden. Så lav har den ikke været de forgange 15 år, og den stiger som nævnt efter al sandsynlighed væsentligt fremover. Leverandøren af returpapir har ingen interesse i at garantere så lav en pris over 10 år med udsigt til fremover at kunne få det femdobbelte. Det kan ikke anbefales på det foreliggende grundlag at lede energiselskaberne ud i en investering som hverken samfundsøkonomisk eller privatøkonomisk kan tjene sig hjem. Endvidere kan det ikke anbefales, at Danmark i en tid hvor Verden generelt ruster sig til at reducere CO2 udledningerne, er foregangsland med initiativer, der fører til mere end en fordobling af energiforbruget og en halvering af ressourcen af miljøvenlig brændsler i forhold til den måde, vi i dag løser samme opgave på. Faglig kritik af IMV’s analyse De centrale kritikpunkter til IMV’s analyse kan stilles op som følger: 1) Det allervigtigste for en analyse af denne type er, at de konsekvenser, der reelt kan blive en følge af analysens konklusioner og anbefalinger også er dem, der er analyseret. Det nytter ikke noget, at analysen har analyseret ét, mens det er noget helt andet, der i virkeligheden kommer til at ske. Et af de væsentlige problemer med IMV’s analyse er, at det er en marginalanalyse, dvs. den forudsætter, at den afbrændte returpapirmængde er og forbliver ubetydelig over alle 20 år, som analysen skal gælde. Konsekvenser af analysens konklusioner og anbefalinger kan imidlertid blive alt andet end marginale, dels fordi de, som de står, i sig selv lægger op til større afbrænding, dels fordi de forudsætter, at Danmark kan gå enegang i noget, der i forhold til EU strider mod fællesskabets interesse. 2) Meget vigtigt er det desuden at erkende, at en analyse som denne er spådomskunst: man er nødt til at se ud i fremtiden. Derfor er det nødvendigt at opstille flere scenarier og diskutere deres sandsynlighed og være ydmyg over for egne forudsætninger og antagelser. IMV’s analyse ser kun bagud i tid. En vurdering af fremtidige udviklingstendenser ville forudsige, at returpapirprisen fremover øges væsentligt. Det får ødelæggende virkning for energiselskabernes mulighed for at anvende returpapiret som brændsel og vil i sig selv ødelægge samfundsøkonomien. 3) Man skal analysere alle systemer, der bliver påvirket af beslutningen. Både det fulde system (her EU), det nationale system og væsentlige aktører. Kun herved bliver interessesammenfald og interessekonflikter klarlagt så man kan forholde sig til dem. IMV’s analyse mangler fatalt at se på det samlede system og på privatøkonomien for de centrale aktører. Det er kritisk, når konklusionen fører til konsekvenser, der er i klar strid med fællesskabets interesse. Endvidere, indregner man derved ikke de feed-back’s i form af øgede priser på nypapir og returpapir, der sandsynligvis vil blive en følge. 4) Der skal være konsistens i egne forudsætninger. Man kan ikke som IMV forudsætte, at der er ubegrænsede mængder overskudstræ, og så anvende en CO2 skyggepris, der er omkring dobbelt så høj, som den ville være ved brug af overskudstræ. Modsat hvis overskudstræet er begrænset, må man tage konsekvensen og tilskrive unødigt mistet overskudstræ et økonomisk tab. Man kan heller ikke antage en meget høj CO2 skyggepris, og så ikke tage konsekvensen af, at en så høj pris, hvis den viser sig at blive reel, vil smitte af i form af øget returpapirpris og dermed væsentligt reducere de perioder, hvor returpapiret er attraktivt som brændsel. 5) Man skal være konservativ for at reducere risici for fejlinvesteringer. IMV har gjort det modsatte og antaget højeste CO2 skyggepris på trods af dagens priser, der er meget lavere. Sammen med de øvrige fejl og mangler vil det føre energiselskaberne ud i en fejlinvestering. 6) Derudover er det en banal fejl, at investeringsomkostningen afskrives over alle år, på trods af, at det forudsættes, at returpapiret kun anvendes som brændsel i perioder, hvor det har tilstrækkeligt lav pris. Endvidere er det en fejl at antage en investeringsomkostning, der forudsætter, at man bygger oven på eksisterende biomasseudstyr på kraft/varme-værkerne, for det vil sandsynligvis medføre, at det er biobrændsel, man kommer til at fortrænge og ikke kul. Investeringen skal derfor forudsættes stor nok til, at det svare til at etablere udstyr til håndtering af returpapiret på kulværk fra grunden.
    Original languageDanish
    PublisherInstitut for Produktion og Ledelse, DTU
    Number of pages44
    ISBN (Print)87-90855-41-8
    Publication statusPublished - 2003

    Keywords

    • Waste paper
    • Environmental economics
    • Life Cycle Assessment
    • Cost/benefit analysis

    Cite this