TY - RPRT
T1 - Karakteristik af danske slagtesvinebesætninger 2007-2008
T2 - Økologisk, frilands- og konventionel produktion
AU - Sørensen, Anna Irene Vedel
AU - Lundsby, Katrine Løvenbalk
AU - Larsen, Lars Stehr
AU - Wingstrand, Anne
PY - 2011/2
Y1 - 2011/2
N2 - Denne rapport giver en karakteristik af danske svinebesætninger med produktion af slagtesvin i
2007-2008. Rapporten bygger på resultaterne af telefoninterviews med 195
slagtesvineproducenter (47 økologiske producenter, 27 producenter af frilandsgrise og 121
konventionelle producenter). Producenterne blev hovedsageligt stillet spørgsmål om opstaldning,
fodring, management og sundhed i besætningerne, og producenter, der havde svin på fold, blev
desuden stillet en række specifikke spørgsmål om folddriften. Undersøgelsen har primært fokus på
slagtesvinene, og kan anses som rimeligt repræsentativ for majoriteten af slagtesvinene i de tre
besætningstyper, dog er de mindste besætninger underrepræsenteret. Oplysninger om sohold og
pattegrise omfatter kun sohold i samme besætning som slagtesvineholdet eller sohold med samme
ejer. En del af forskellene imellem besætningstyperne kan direkte henføres til regelsættene for
økologisk svineproduktion, Friland A/S’ Frilandsgris® konceptproduktion og SPF-produktionen.
De konventionelle besætninger var generelt større end besætningerne i de to alternative
besætningstyper, og de største besætninger med årsleverancer på over 8000 svin fandtes
udelukkende blandt de konventionelle besætninger. Også blandt frilandsbesætningerne var der
mange store besætninger. De økologiske besætninger var mindst, og mange leverede under 1000
slagtesvin årligt. Knap to tredjedele af de økologiske besætninger havde søer mod kun 20% af de
konventionelle besætninger og 30% af frilandsbesætningerne. I de to sidstnævnte
besætningstyper var indkøb af smågrise og ungsvin mere almindeligt end i de økologiske
besætninger, og der blev indkøbt flere grise men fra færre leverandørbesætninger. Størstedelen af
slagtesvinene i alle besætningstyper var LYxD krydsninger. Den gennemsnitlige levende vægt ved
slagtning var 107 kg for konventionelle og økologiske svin mod 111 kg for frilandssvin.
Mens store kuld i de konventionelle besætninger ofte blev håndteret ved brug af ammesøer, blev
der benyttet kuldudjævning i en stor del af de alternative besætninger. I stort set alle
undersøgelsens besætninger blev pattegrisene kastreret. I næsten alle konventionelle besætninger
fik grisene kuperet haler, og i cirka 20% af besætningerne fik pattegrisene slebet tænder.
Halekupering og tandslibning blev hverken foretaget i de økologiske besætninger eller
frilandsbesætningerne. Fravænningsalderen i konventionelle besætninger var i gennemsnit 30
dage, mod 34 dage i frilandsbesætninger og 53 dage i økologiske besætninger.
Stort set alle de konventionelle besætninger var lukkede besætninger med alle svin på stald uden
adgang til udearealer. I de alternative besætninger havde svin i alle aldersgrupper adgang til
udearealer enten i form af en fold eller en begrænset udendørs løbegård i tilknytning til stalden. I
alle de alternative besætninger gik diegivende søer på fold, mens de drægtige søer gik på fold i
samtlige økologiske besætninger og i 60% af frilandsbesætningerne. I 20% af de økologiske
besætninger gik ung- og slagtesvinene på fold, mens slagtesvin i de øvrige økologiske
besætninger og frilandsbesætninger gik på stald med adgang til udendørs løbegård. På
ejendomme med alternativ slagtesvineproduktion var der oftere også andre dyrearter end i de
konventionelle besætninger, og adgang for hunde, katte og vilde fugle til arealer med svin og til
oplagret foder og strøelse forekom også hyppigere i de alternative besætninger. Mens de
alternative besætninger typisk lå længere fra andre svinebesætninger end de konventionelle
besætninger, var deres afstand til kvægbesætninger kortere, og spredning af gylle eller gødning fra
andre besætninger foregik tættere på de økologiske besætninger end på konventionelle og
frilandsbesætninger. De konventionelle producenter vurderede hyppigere end de alternative
producenter, at gnaverforekomsten på ejendommen var lille, og de havde hyppigere end de
alternative producenter kontrakt med et firma om gnaverbekæmpelsen.
I næsten alle konventionelle besætninger gik slagtesvinene på helt eller delvist spaltegulv med
begrænset eller ingen halmstrøelse, og i halvdelen af de konventionelle besætninger gik
slagtesvinene på fuldspaltet gulv uden halm. Ingen svin i de alternative besætninger gik på
fuldspaltet gulv, og i en tredjedel af de alternative besætninger gik slagtesvinene udelukkende på
fast gulv. Alle alternative besætninger anvendte halmstrøelse, og i to tredjedele af de alternative
besætninger gik slagtesvinene på dybstrøelse. Stiarealet til slagtesvin i de konventionelle
besætninger var under 1 m2 pr gris og hyppigst under 0,75 m2 pr gris. Slagtesvin i
frilandsbesætningerne havde omtrent samme indeareal som konventionelle svin, og de havde
desuden adgang til et begrænset udeareal. I de økologiske besætninger var både inde- og
udearealet generelt større end i de to andre besætningstyper. Sammenlignet med alternative
besætninger havde mange konventionelle besætninger sektionerede stalde til smågrise, ung- og
slagtesvin, staldsektionerne var større, og muligheden for trynekontakt mellem stierne var mere
udbredt. Over to tredjedele af de konventionelle besætninger anvendte holddrift i sektionerede
stalde med udtørring og desinfektion af stierne mellem hvert hold, og de anvendte en bred vifte af
midler til stalddesinfektion. Særligt blandt de økologiske besætninger var brugen af holddrift,
sektionering, udtørring af stalden og desinfektionsmidler mindre udbredt, og de anvendte
desinfektionsmidler færre. Der var udbredt brug af længere tomperioder mellem holdene på fold,
mens længere tomperioder om vinteren ikke forekom så ofte.
To tredjedele af de konventionelle besætninger fodrede slagtesvin med hjemmeblandet foder, og
ca. 40% af besætningerne anvendte vådfoder. Både anvendelse af hjemmeblandet foder og
vådfoder forekom hyppigst i de største konventionelle besætninger. Godt halvdelen satte valle eller
gærfløde til vådfoderet. I de alternative besætninger var pelleteret færdigfoder den hyppigst
anvendte fodertype. Strukturfoder blev ofte blandet i pelleteret foder i frilandsbesætninger, men
sjældent i de økologiske besætninger. Mens vådfoder stort set ikke forekom i de alternative
besætninger, satte de oftere organiske syrer til foderet end de konventionelle besætninger. Udover
byg indeholdt foderet til konventionelle slagtesvin og frilandssvin en stor andel hvede og sjældnere
andre korntyper end foderet til økologiske slagtesvin. Soja var langt den hyppigste proteinkilde til
konventionelle slagtesvin og frilandssvin, mens der til økologiske slagtesvin ofte også blev benyttet
andre proteinkilder som ærter, raps og kartoffelproteinkoncentrat. Alle økologiske producenter,
men kun meget få konventionelle producenter og frilandsproducenter, fodrede slagtesvinene med
grovfoder. Der var en tendens til, at der i konventionelle og økologiske besætninger hyppigere blev
skiftet foder fra ungsvin til slagtesvin, mens der i frilandsbesætningerne oftere blev anvendt et
særligt slutfoder.
Næsten alle konventionelle producenter og producenter af frilandsgrise havde
sundhedsrådgivningsaftale med en dyrlæge, mens det kun gjaldt 30% af de økologiske
producenter. Halvdelen af de konventionelle besætninger var SPF-besætninger mod kun ca. 10%
af de alternative besætninger. Der var en del forskelle i den oplyste sygdomsforekomst i de tre
besætningstyper. Blandt andet var hyppigheden af almindelig lungesyge og mavesår højere i
konventionelle besætninger og frilandsbesætninger end i økologiske besætninger, og ondartet
lungesyge forekom hyppigere i konventionelle besætninger end i økologiske besætninger.
Frilandsbesætningerne rapporterede hyppigere forekomst af PMWS end både økologiske og
konventionelle besætninger. Kun få besætninger (flest økologiske) anvendte probiotika og andre
alternative midler til forebyggelse eller behandling af sygdom i besætningen.
AB - Denne rapport giver en karakteristik af danske svinebesætninger med produktion af slagtesvin i
2007-2008. Rapporten bygger på resultaterne af telefoninterviews med 195
slagtesvineproducenter (47 økologiske producenter, 27 producenter af frilandsgrise og 121
konventionelle producenter). Producenterne blev hovedsageligt stillet spørgsmål om opstaldning,
fodring, management og sundhed i besætningerne, og producenter, der havde svin på fold, blev
desuden stillet en række specifikke spørgsmål om folddriften. Undersøgelsen har primært fokus på
slagtesvinene, og kan anses som rimeligt repræsentativ for majoriteten af slagtesvinene i de tre
besætningstyper, dog er de mindste besætninger underrepræsenteret. Oplysninger om sohold og
pattegrise omfatter kun sohold i samme besætning som slagtesvineholdet eller sohold med samme
ejer. En del af forskellene imellem besætningstyperne kan direkte henføres til regelsættene for
økologisk svineproduktion, Friland A/S’ Frilandsgris® konceptproduktion og SPF-produktionen.
De konventionelle besætninger var generelt større end besætningerne i de to alternative
besætningstyper, og de største besætninger med årsleverancer på over 8000 svin fandtes
udelukkende blandt de konventionelle besætninger. Også blandt frilandsbesætningerne var der
mange store besætninger. De økologiske besætninger var mindst, og mange leverede under 1000
slagtesvin årligt. Knap to tredjedele af de økologiske besætninger havde søer mod kun 20% af de
konventionelle besætninger og 30% af frilandsbesætningerne. I de to sidstnævnte
besætningstyper var indkøb af smågrise og ungsvin mere almindeligt end i de økologiske
besætninger, og der blev indkøbt flere grise men fra færre leverandørbesætninger. Størstedelen af
slagtesvinene i alle besætningstyper var LYxD krydsninger. Den gennemsnitlige levende vægt ved
slagtning var 107 kg for konventionelle og økologiske svin mod 111 kg for frilandssvin.
Mens store kuld i de konventionelle besætninger ofte blev håndteret ved brug af ammesøer, blev
der benyttet kuldudjævning i en stor del af de alternative besætninger. I stort set alle
undersøgelsens besætninger blev pattegrisene kastreret. I næsten alle konventionelle besætninger
fik grisene kuperet haler, og i cirka 20% af besætningerne fik pattegrisene slebet tænder.
Halekupering og tandslibning blev hverken foretaget i de økologiske besætninger eller
frilandsbesætningerne. Fravænningsalderen i konventionelle besætninger var i gennemsnit 30
dage, mod 34 dage i frilandsbesætninger og 53 dage i økologiske besætninger.
Stort set alle de konventionelle besætninger var lukkede besætninger med alle svin på stald uden
adgang til udearealer. I de alternative besætninger havde svin i alle aldersgrupper adgang til
udearealer enten i form af en fold eller en begrænset udendørs løbegård i tilknytning til stalden. I
alle de alternative besætninger gik diegivende søer på fold, mens de drægtige søer gik på fold i
samtlige økologiske besætninger og i 60% af frilandsbesætningerne. I 20% af de økologiske
besætninger gik ung- og slagtesvinene på fold, mens slagtesvin i de øvrige økologiske
besætninger og frilandsbesætninger gik på stald med adgang til udendørs løbegård. På
ejendomme med alternativ slagtesvineproduktion var der oftere også andre dyrearter end i de
konventionelle besætninger, og adgang for hunde, katte og vilde fugle til arealer med svin og til
oplagret foder og strøelse forekom også hyppigere i de alternative besætninger. Mens de
alternative besætninger typisk lå længere fra andre svinebesætninger end de konventionelle
besætninger, var deres afstand til kvægbesætninger kortere, og spredning af gylle eller gødning fra
andre besætninger foregik tættere på de økologiske besætninger end på konventionelle og
frilandsbesætninger. De konventionelle producenter vurderede hyppigere end de alternative
producenter, at gnaverforekomsten på ejendommen var lille, og de havde hyppigere end de
alternative producenter kontrakt med et firma om gnaverbekæmpelsen.
I næsten alle konventionelle besætninger gik slagtesvinene på helt eller delvist spaltegulv med
begrænset eller ingen halmstrøelse, og i halvdelen af de konventionelle besætninger gik
slagtesvinene på fuldspaltet gulv uden halm. Ingen svin i de alternative besætninger gik på
fuldspaltet gulv, og i en tredjedel af de alternative besætninger gik slagtesvinene udelukkende på
fast gulv. Alle alternative besætninger anvendte halmstrøelse, og i to tredjedele af de alternative
besætninger gik slagtesvinene på dybstrøelse. Stiarealet til slagtesvin i de konventionelle
besætninger var under 1 m2 pr gris og hyppigst under 0,75 m2 pr gris. Slagtesvin i
frilandsbesætningerne havde omtrent samme indeareal som konventionelle svin, og de havde
desuden adgang til et begrænset udeareal. I de økologiske besætninger var både inde- og
udearealet generelt større end i de to andre besætningstyper. Sammenlignet med alternative
besætninger havde mange konventionelle besætninger sektionerede stalde til smågrise, ung- og
slagtesvin, staldsektionerne var større, og muligheden for trynekontakt mellem stierne var mere
udbredt. Over to tredjedele af de konventionelle besætninger anvendte holddrift i sektionerede
stalde med udtørring og desinfektion af stierne mellem hvert hold, og de anvendte en bred vifte af
midler til stalddesinfektion. Særligt blandt de økologiske besætninger var brugen af holddrift,
sektionering, udtørring af stalden og desinfektionsmidler mindre udbredt, og de anvendte
desinfektionsmidler færre. Der var udbredt brug af længere tomperioder mellem holdene på fold,
mens længere tomperioder om vinteren ikke forekom så ofte.
To tredjedele af de konventionelle besætninger fodrede slagtesvin med hjemmeblandet foder, og
ca. 40% af besætningerne anvendte vådfoder. Både anvendelse af hjemmeblandet foder og
vådfoder forekom hyppigst i de største konventionelle besætninger. Godt halvdelen satte valle eller
gærfløde til vådfoderet. I de alternative besætninger var pelleteret færdigfoder den hyppigst
anvendte fodertype. Strukturfoder blev ofte blandet i pelleteret foder i frilandsbesætninger, men
sjældent i de økologiske besætninger. Mens vådfoder stort set ikke forekom i de alternative
besætninger, satte de oftere organiske syrer til foderet end de konventionelle besætninger. Udover
byg indeholdt foderet til konventionelle slagtesvin og frilandssvin en stor andel hvede og sjældnere
andre korntyper end foderet til økologiske slagtesvin. Soja var langt den hyppigste proteinkilde til
konventionelle slagtesvin og frilandssvin, mens der til økologiske slagtesvin ofte også blev benyttet
andre proteinkilder som ærter, raps og kartoffelproteinkoncentrat. Alle økologiske producenter,
men kun meget få konventionelle producenter og frilandsproducenter, fodrede slagtesvinene med
grovfoder. Der var en tendens til, at der i konventionelle og økologiske besætninger hyppigere blev
skiftet foder fra ungsvin til slagtesvin, mens der i frilandsbesætningerne oftere blev anvendt et
særligt slutfoder.
Næsten alle konventionelle producenter og producenter af frilandsgrise havde
sundhedsrådgivningsaftale med en dyrlæge, mens det kun gjaldt 30% af de økologiske
producenter. Halvdelen af de konventionelle besætninger var SPF-besætninger mod kun ca. 10%
af de alternative besætninger. Der var en del forskelle i den oplyste sygdomsforekomst i de tre
besætningstyper. Blandt andet var hyppigheden af almindelig lungesyge og mavesår højere i
konventionelle besætninger og frilandsbesætninger end i økologiske besætninger, og ondartet
lungesyge forekom hyppigere i konventionelle besætninger end i økologiske besætninger.
Frilandsbesætningerne rapporterede hyppigere forekomst af PMWS end både økologiske og
konventionelle besætninger. Kun få besætninger (flest økologiske) anvendte probiotika og andre
alternative midler til forebyggelse eller behandling af sygdom i besætningen.
M3 - Rapport
SN - 978-87-92158-18-5
BT - Karakteristik af danske slagtesvinebesætninger 2007-2008
PB - DTU Fødevareinstituttet
CY - Søborg
ER -