Erfaringer med at udvikle fleksible energifællesskaber

Emil Nissen*, Sophie Nyborg

*Corresponding author for this work

Research output: Book/ReportReportCommissioned

182 Downloads (Orbit)

Abstract

Energifællesskaber er i den grad kommet på dagsordenen de seneste år. I 2019 vedtog EU-kommissionen ‘Clean Energy for all Europeans Package’, hvor EU satte “forbrugeren i centrum for energiomstillingen” [1]. Den nye lovpakke indebar forskellige tiltag, der skulle styrke og bemyndige EU’s energiforbrugere til at have mere kontrol og ejerskab over energiomstillingen, bl.a. ved at de kunne indgå i energifællesskaber og på den måde “få energiforsyning, -produktion og -lagring på egne hænder” [2]. I de følgende år har de forskellige EU-lande arbejdet på at implementere lovgivningen i deres respektive lande – dog ikke gnidningsfrit og uden offentlig debat i f.eks. Danmark, som denne publikation vil berette.

Overordnet dækker termen ‘energifællesskab’ i regi af denne EU-lovgivning over en sammenslutning af aktører (borgere, kommuner, bestemte typer virksomheder), der sammen producerer, forbruger, deler og styrer/administrerer egen energi[3]. Selvom begrebet energifællesskab har eksisteret i lang tid og ofte er blevet brugt til at dække over alt fra en sammenslutning af borgere, der f.eks. kollektivt investerer i vindmøller eller fjernvarmeselskaber og etablerer sig som andelsselskaber, til boligforeninger der etablerer ‘behind-the-meter’ solcelleløsninger på boligblokkens tag, så ligger der i den nye lovgivning nogle afgørende forskelle i og med EU for første gang introducerer begrebet ‘energifællesskaber’ i sin lovgivning og regulerer borgernes ret til at deltage i energifællesskaber. Begrebet dækker i realiteten over to ‘selskabsformer’, nemlig ‘vedvarende energifællesskaber’ (VE fællesskaber) og ‘borgerenergifællesskaber’, som vi vil komme ind på i et senere afsnit. De nye regler giver borgerne og energifællesskaberne nogle helt nye rettigheder, bl.a. at de kan deltage i energimarkedet på fuldstændig lige vilkår som etablerede energiselskaber og borgerne også kan dele elektricitet inden for energifællesskabet efter nogle særlige regler [4].

I 2019 spåede EU, at energifællesskaber inden 2030 kunne komme til at eje omkring 17% af al installeret vindkapacitet og 21% af al solkapacitet og inden 2050 vil næsten 50% af alle husholdninger producere vedvarende energi[5]. Én af de problemstillinger, der imidlertid har været rejst tidligt, har været, hvorvidt energifællesskaber ville spille med eller mod det kollektive energisystem i forhold til at sikre det overordnede systems optimale drift og balance. Flex-CEC-projektet blev igangsat for netop at afsøge potentialet for energifællesskaber i Danmark og hvilken fleksibilitet, de kan tilbyde i forhold til balancering af energiforbrug og produktion. Flex-CEC-projektet blev skitseret og opstartet netop som den nye lovgivning skulle implementeres i Danmark. Det har medført, at området, som projektet har opereret i har været i rivende udvikling gennem hele projektets levetid med konstante forandringer i lovgivning og regulering. Projektets ambition har bevæget sin ind på ukendte territorier indenfor en række domæner såsom teknologiudvikling, lovgivning, institutioner og sociale praksisser. Realisering af EU’s ambitioner kalder i sandhed på et nybrud i forhold til måder at tænke og handle på i stort set alle grene af energisy- stemet og i denne erfaringsopsamling ønsker Flex-CEC-projektet at dele ud af alle de erfaringer og resultater, der er kommet til veje i projektets levetid – tekniske, juridiske som sociale.

Erfaringsopsamlingen benytter juridiske dokumenter, grå litteratur, videnskabelig litteratur krydret med interviews og fotografier til at berette erfaringer fra FLEX-CEC-projektet, som vil blive gennemgået under sit eget særskilte afsnit. Der knytter sig et todelt håb til ambitionen bag denne publikation: Dels at inspirere til etableringen af nuværende og fremtidige energifællesskaber samt at inspirere flere forskellige grupper af læsere hvad end du associerer dig som:
• En person, der er professionelt engageret i energifælleskabets muligheder indenfor udrulning af vedvarende energi
• En person, der er i proces omkring at starte, stifte eller drifte et energifællesskab og søger inspiration, læring med mere
• En person, der er alment interesseret i energifællesskaber, der gerne vil orienteres om de generelle tendenser indenfor VE-fællesskaber samt borgerenergifællesskaber fra flere aktørers levede perspektiver

God læselyst!
Original languageDanish
PublisherFlex CEC
Number of pages44
Publication statusPublished - 2024

Cite this