Blå skridt mod bæredygtige byer: Vurdering af dansk praksis for klimatilpasning

Li Liu, Ole Fryd, Marina Bergen Jensen, Hjalte Jomo Danielsen Sørup, Karsten Arnbjerg-Nielsen, Maria Burup Dahl, Kristoffer Amlani Ulbak

Research output: Book/ReportReport

4 Downloads (Pure)

Abstract

For at vurdere om dansk klimatilpasning bidrager til bæredygtig udvikling har vi opstillet en analyseramme ved at læse FN’s 17 Verdensmål op imod ti værdier (samfundsgoder), der synes at kunne opnås med klimatilpasningsprojekter. Det drejer sig først og fremmest om begrænsning af risiko for oversvømmelse, med også om god forvaltning af naturressourcerne via beskyttelse af ferskvandets kvantiet og kvalitet, styrkelse af biodiversitet, og begrænsning af CO2-udledning og materialeforbrug. Derudover handler det om løsningernes bidrag til større livskvalitet via styrkelse af sociale, kulturelle og sundhedsmæssige værdier, samt dæmpning af varmeøeffekten. Endelig handler det om løsningernes evne til generelt at forbedre samfundets kompetencer inden for bæredygtig udvikling, og kan f.eks. handle om tværdisciplinært samarbejde, borgerinvolvering, monitering og dokumentation af løsning, videndeling, økonomisk effektivitet, m.v. Verdensmålene kan opfattes som den aktuelle målsætning for global bæredygtig udvikling, og forekommer derfor oplagte at benytte som målestok ved vurdering af bæredygtigheden af danske klimatilpasningsløsninger. Gennemlæsningen af verdensmålene resulterede i en bruttoliste med udvalgte delmål, der synes at kunne vedrøre en eller flere af de ti værdier. I alt syntes ca. en femtedel af de 169 FN-delmål at være relevante, nemlig delmålene 1.5, 4.7, 6.3, 6.4, 6.5, 6.6, 6.A, 6.B, 8.1, 8.2, 8.4, 9.1, 9.4, 9.5, 11.3, 11.4, 11.5, 11.6, 11.7, 11.A, 11.B, 12.2, 12.4, 12.7, 12.8, 13.2, 13.3, 14.1, 14.2, 15.1, 15.3, 15.5, 15.8, 15.9, 16.6, 16.7, 17.17. Mens FN-mål og delmål dækker bredt, er de tilhørende indikatorer mere specifikke, og har sjældent direkte noget med håndtering af regnafstrømning at gøre. Desuden skal indikatorerne fungere som pejlemærker for udviklingen på nationalt niveau. For at ende med et overskueligt værktøj besluttede vi at udvælge det mest optimale FN delmål-indikator-par for hver enkelt af de ti værdier, og foreslog så selv en modificeret ny indikator, der stadig afspejler ånden i den oprindelige indikator, men er anvendelig på projektniveau i dansk kontekst. For dæmpning af varmeøeffekt kunne vi ikke finde et egnet delmålindikator par at tage udgangspunkt i, og foreslog i stedet selv en indikator. Analyserammen afprøvede vi på tre projekter af forskellige skala, nemlig Holmegårdsparken på 2,2 ha, Klimatilpasning Kokkedal på 69 ha og Københavns Skybrudsplan på 8.600 ha. For sammenligningens skyld skitserede vi det dominerende afvandingsprincip i hvert projekt, der er karakteriseret ved henholdsvis nedsivning til T=20 år; forsinkelse i nye bassiner og bortledning via eksisterende separatsystem til T=20 år; og forsinkelse og bortledning i terrænet via skybrudsgrene til T=100 år, i samspil med eksisterende fælleskloak til T=10 år. De fleste af de foreslåede indikatorer viste sig velegnede, og tegner ganske skarpe profiler af de tre projekter, hvor ingen scorer højt på alle 10 indikatorer. Holmegårdsparken har bedste forvaltning af ferskvandsressourcen via fuld nedsivning og fordampning og sandsynligvis mindste CO2-aftryk per serviceret hektar, og scorer også højt omkring bidrag til livskvalitet, men mangler solid og offentlig tilgængelig dokumentation af løsningen. Klimatilpasning Kokkedal udfolder i særlig grad mulighederne for at bidrage til livskvalitet via de mange nye byrum opstået omkring forsinkelsesbassinerne, samt til transition via involvering af borgere og flere professioner, og via omfattende og fuldt tilgængelig dokumentation af både løsninger og proces, suppleret med monitering af visse funktioner. CO2-aftryk vurderes at være højt og den forsinkede bortledning giver kun begrænset interaktion mellem vandet og landskabet. Københavns Skybrudsplan fra 2012 er under implementering over 20-30 år og leverer en service, der ligger ud over fælleskloakkens, hvorfor dette projekt ved sin natur adskiller sig noget fra de to andre. Skybrudsplanen håndterer primært de sjældne skybrud, idet regnafstrømning op til 10-års hændelsen fortsat primært bortledes via kloakken. Frem mod år 2100 vil en stigende andel af regnopstrømning op til 10-års hændelsen (’hverdagsregn’) håndteres uden for kloakken (mål: 30 %) ved separering af tagflader og mindre veje til enten skybrudsgren, lokalt vandløb/ recipient eller nedsivning. Skybrudsplanen har derfor kun mindre indflydelse på forvaltningen af ferskvandsressourcen, idet regnafstrømningen fortsat primært udledes. Robusthed overfor eksempelvis tørke er dermed begrænset. På baggrund af de syv realiserede projekter (ud af i alt ca. 300 planlagte projekter) scorer Skybrudsplanen højt hvad angår bidrag til livskvalitet, idet der i alle tilfælde er tale om byrum af højt kvalitet med øje for også biodiversitet, om end mange træer er fældet. Mens selve Skybrudsplanen er godt dokumenteret, er det svært at finde grundig dokumentation af de realiserede projekter. For alle tre caseprojekter gælder det at sikkerheden mod oversvømmelse er sat højt, at ingen af dem forholder sig til varmeøeffekt, at biodiversitet spiller en mindre eller ingen rolle, og at monitering af den hydrauliske funktion ikke er iværksat. De direkte omkostninger per serviceret hektar var for Holmegårdsparken DKK 4,5 mio., for Klimatilpasning Kokkedal DKK 6,7 mio. og for Københavns Skybrudsplan DKK 2,0 mio. Selvom indikatorerne således langt hen ad vejen fungerer godt, var de ikke alle lige lette at applikere og i flere tilfælde måtte vi opgive den oprindelige definition og stedet ty til en modificeret. Det lykkedes således kun at beregne begrønningsfaktoren benyttet som indikator for biodiversitet for Holmegårdsparken. For de to større projekter opgav vi. Tilsvarende kunne vi ikke finde hverken data eller en brugbar metode til atudtrykke løsningernes CO2-tryk per person serviceret. For dæmpning af varmeøeffekten, hvor den foreslåede indikator er en simpel temperaturforskel mellem projektområde og tilstødende byområder, fandtes ingen data. Det viste sig også at indikatoren til vurdering af håndtering af vandkvalitet automatisk er opfyldt i alle tilfælde, fordi det foreskriver loven. Endelig var det lidt ”elastik i metermål” at vurdere løsningernes bidrag til livskvalitet gennem adgang til bedre byrum, fordi der i så høj grad synes at være konsensus om at byrum i danske byer skal have en høj kvalitet. På baggrund af analyserne er der formuleret et sæt optimerede indikatorer, der præsenteres her, med enhed anført i firkantet parentes: #1) den gentagelsesperiode løsningen er designet til [T], #2) andel af årsafstrømning, der håndteres inden for området ved nedsivning, fordampning og forsyning [%], #3) tiltag implementeret for at sikre passende vandkvalitet og begrundelser herfor [oplistning], #4) begrønningsfaktor [0-1], og/eller beskrivelse af tiltag, der fremmer eller forværrer vilkår for naturen [oplistning], #5) bortkørt jord [m3 per hektar serviceret af løsningen], vurdering af brugen af beton, jern/stål, plast asfalt m.v., samt brug af pumper [oplistning], #6) andel af området med forbedret byrumskvalitet og offentlig brug [%] samt beskrivelse af tiltag og tilhørende argumentation [oplistning], #7) løsningen sikrer at vandet tilbydes til jordens vandmagasiner, før overskydende bortdrænes [ ja/nej, eller andel], #8) den grad lokalsamfundet involveres i projektets design og efterfølgende drift [1-8], samt balancen mellem ingeniører og landskabsarkitekter i valg af hydraulisk princip og design af løsninger [god – begge professioner involveret, dårlig – kun den ene profession]”, #9) om anlæggets dokumentation af hydraulisk princip og eventuelle renseløsninger, offentlig tilgængelig information, samt monitering [ja, nej, delvis], og #10) direkte anlægsomkostninger per hektar, der serviceres af løsningen [DKK/ha], samt tilhørende bevillingskilde [oplistning]. Det gennemførte projekt viser alt i alt, at FNs verdensmål og de foreslåede indikatorer kan bruges til at komme godt rundt omkring projekter i planlægnings- og beslutningsfasen, og især hjælpe med at skærpe opmærksomheden over for også de mindre velkendte merværdier som robusthed over for tørke, minimering af CO2-aftryk og dæmpning af varmeøeffekt. Udvikling af paradigmer for etablering af blå-grøn infrastruktur kræver et stærkt fokus på transition og innovation. Ud fra den erkendelse afsluttes rapporten med anbefalinger til hvilke kompetencer Danmark bør fokusere på fremadrettet i indsatsen for bæredygtig klimatilpasning ikke bare i Danmark men i alle verdens lande. Det drejer sig især om at udvikle løsninger, der sikrer opfyldning af jordens vandmagasiner, før overskydende vand afdrænes, samt om løsninger, der fremmer biodiversitet, dæmper varmeøeffekt og som har en god livscyklus med minimalt jordarbejde og begrænset brug af ressourcer i form af energi og materialer. Tilsvarende anbefales det at styrke kompetencerne hos vandsektorens aktører ved at skabe plads til innovation, arbejde sammen på tværs af professioner, og ikke mindst sikre at løsninger dokumenteres og moniteres og at den opnåede viden er tilgængelige for alle, også udenlandske aktører, der ikke taler dansk.
Original languageDanish
Place of PublicationFrederiksberg
PublisherKøbenhavns Universitet
Number of pages56
ISBN (Electronic)978-87-7903-820-2
Publication statusPublished - 2019
SeriesIGN Rapport

Cite this

Liu, L., Fryd, O., Jensen, M. B., Sørup, H. J. D., Arnbjerg-Nielsen, K., Burup Dahl, M., & Ulbak, K. A. (2019). Blå skridt mod bæredygtige byer: Vurdering af dansk praksis for klimatilpasning. Frederiksberg: Københavns Universitet. IGN Rapport