Skal vi frygte bakterien? Nej vi skal være glade for at FVST, DTU og SSI har et effektivt samarbejde om overvågning og opklaring af udbrud så de kan blive stoppet så hurtigt som muligt
Hvad er Listeria for en bakterie? Det er en bakterie der findes overalt i naturen, og på alle rå fødevarer i et vist omfang. Den kan vokse ved lav temperatur og tåle udtørring, og kan faktisk etablere sig i fødevare-produktionsmiljøet og det betyder samlet at den er en betydelig udfordring for fødevareindustrien.
Hvilke personer er i farezonen? Det er især svækkede personer der i forvejen har en anden lidelse, gravide kvinder fordi de kan risikere at abortere, og ganske særligt gamle mennesker. Risikoen øges markant med alderen.
Hvordan kan rullepølsen have Listeria, når den er varmebehandlet? Rullepølsen skal have en del håndtering efter varmebehandlingen, den skal blandt andet slices og pakkes. Og i den håndtering er en høj hygiejne meget vigtig, bl.a. fordi der er risiko for at Listeria findes i produktionsmiljøet.
Hvad kan man selv gøre for at undgå Listeria? Som forbruger skal man sikre sig at temperaturen køleskabet er lav nok. Den skal højst være 5 grader. Listeria vokser ved lav temperatur, men langsomt, og betydelig hurtigere ved højere temperatur. Dernæst skal man sørge for at smide mad ud når holdbarhedstiden er udløbet. Hvis varen er mærket med ”mindst holdbar til” er det OK at spise den, hvis man synes den virker OK. Men når den er mærket med ”sidste anvendelsesdato” er der ingen elastik, - så skal varen ud!
Listeria i forbindelse med udbrud af listeriose