- Jeg troede aldrig, at jeg som ernæringsfaglig person skulle sige, at en sodavand er et bedre alternativ, men det er det faktisk i det her tilfælde, siger Jeppe Matthiessen, der er seniorrådgiver i DTU Fødevareinstituttet.
Sodavand, eksempelvis cola, indeholder også koffein, men i et meget mindre mængder end energidrikkene. Her er det tilsat som smagsgiver, hvorimod det i energidrikke bliver tilsat, fordi det har en funktionel effekt.
- Derudover er der også mere sukker i de fleste energidrikke, så de er også mere fedmefremmende, siger han.
Ikke en sodavand
Alligevel sidestiller flere forældre energidrikke med sodavand, fortæller Jeppe Matthiessen.
Det er bekymrende, når forældre for eksempel serverer energidrikke til børnefødselsdage, eller hvis unge drenge bruger det til at holde sig vågne, når de gerne vil spille computer hele natten, mener han.
- Lige som forældre bør tale med børn og unge om alkohol, bør de også tale med dem om energidrikke. Man bør tage det seriøst, fordi energidrikke ikke er sodavand, og de kan have nogle ubehagelige bivirkninger, siger han.
Nogle er mere følsomme over for koffein end andre. Børn på omkring 10 år bør højst få hvad der svarer til en enkelt lille dåse med energidrik, hvis de ikke skal få mere end det maksimalt anbefalede siger Jeppe Matthiessen. Det er forudsat, at barnet ikke får koffein fra andre kilder så som kaffe, sodavand, te og chokolade.
En 15-årig kan tåle den dobbelte mængde koffein svarende til omkring en halv liter.
Energidrikke