Der bliver spist masser af kage på landets arbejdspladser. Og mange synes nok også, at det er fedt, når kollegaerne deler ud, fordi de har fødselsdag, er blevet gravide eller har en helt tredje anledning til at have kage med. Men det er ikke alle, der er lige begejstrede for det store forbrug af kage. Ernæringseksperterne mener, at der er grund til bekymring.
- Vi kan se på vores seneste undersøgelser, at kagespiseriet er steget blandt voksne danskere med 15 procent i perioden fra 2005 til 2013. Kage er tomme og energitætte kalorier og i og med, at vi står med et stort og stigende overvægtsproblem, er det noget af det, som vi skal spise i mere begrænsede mængder, siger Jeppe Matthiessen, som er seniorrådgiver på DTU Fødevareinstituttet.
Kilde: TV2 Nord