Og det er ikke kun gartnerne, som gerne så at vi fik flere grøntsager på bordet og i maven, selvom motiverne for de grønne håb er forskellige. I 1998 blev kampagnen »6 om dagen« lanceret, og siden er andelen af danskere der får de anbefalede 600 gram frugt og grønt om dagen steget fra tre procent til omkring 17 procent. Stigningen har været stejl, men den er nu stagneret. Frugtforbruget falder lidt, og grøntsagerne stiger langsommere end de har gjort før.
Kostrådene om at grønt og frugt handler ikke så meget om kalorier.
»Grøntsager er fedtfattige og har få kalorier, det er fint nok for de fleste i dag. Men der er jo alle de her gode stoffer i, der gavner mod forskellige sygdomme. Derfor skal man spise mange forskellige slags. Vi skal have rodfrugterne fra den tunge ende, noget af det grønne som spinat. Hele paletten skal bruges: Jo mere farve der er i, jo flere antioxidanter,« siger Sisse Fagt, Seniorrådgiver ved DTU Fødevareinstituttet og medansvarlig for den store nationale kostundersøgelse, der løbende undersøger hvad danskerne egentlig spiser.
34 procent af os spiser i følge den seneste undersøgelse frugter nok ifølge kostrådene. Men 68 procent af os mener, vi får frugt nok. For grøntsagerne er spændet mellem det oplevede og det faktiske indtag endnu større: Der er kun 12 procent af os, der spiser grøntsager nok, men 81 procent af os, som tror at vi gør det.
»Siden 90’erne har vi taget de meget vandige grøntsager til os, salat, tomat og agurk. Man serverer måske en salat til hvert aftensmåltid, og det fylder meget rent visuelt, men det vejer ingenting. Så rent grammæssigt giver det ikke nok,« siger Sisse Fagt.
Til gengæld har vi tendens til at glemme de grøntsager vi får som en del af måltiderne. En dåse flåede tomater er også grøntsager.
Danskernes indtag af frugt og grønt