Den unge forsker Clara Marika Velte på DTU Mekanik har netop modtaget en bevilling fra Poul Due Jensens Fond. Bevillingen skal anvendes til at bygge et nyt laboratorium, hvor avancerede eksperimenter sammen med robuste matematiske analyser skal udgøre grudlaget for udviklingen af en ny teori om turbulens.
”Vi er stolte over at kunne støtte forskningen i turbulens på DTU. Ny viden på dette område vil få stor betydning for de mange virksomheder, der arbejder med turbulens i enten luft eller væske til optimering af deres produkter. En del af bevillingen er derfor også øremærket international formidling af resultaterne fra forskningen,” siger Kim Nøhr Skibsted, direktør for Poul Due Jensen Fonden.
Sidste år modtog Clara Marika Velte en af de prestigefyldte bevillinger fra EU, et ERC Starting Grant til at teste og dokumentere begrænsningerne i den gamle model.
"Med den nye bevilling vil jeg kunne gå skridtet videre og begynde udviklingen af en ny teori om turbulens, der forhåbentlig vil gøre det lettere både for forskere og virksomheder at arbejde med turbulens fremover. Jeg har allerede en formodning om, at det er de såkaldte skærelag i turbulens, vi skal kigge på," siger Clara Marika Velte.
Målet med bevillingen er at skabe et internationalt førende forskningsmiljø om turbulens på DTU. /peb