Description

Især drenge i skolealderen har et højt indtag af forarbejdet kød. Men pigerne er også godt med og har et signifikant højere indtag end de voksne kvinder. Skolebørnene toppes dog af de ældste drenge og mændene, der har det højeste forbrug af rødt kød og forarbejdet kød af alle. Det viser en ny rapport om ’Køds rolle i kosten’ fra DTU Fødevareinstituttet udarbejdet på foranledning af Landbrug & Fødevarer. ”Pålægsindtaget er meget udbredt i Danmark. Det er noget, vi lærer at spise fra den første overgangskost, hvor vi får små hapsere med leverpostej,” siger Anja Pia Biltoft-Jensen, der er medforfatter på rapporten og seniorforsker ved DTU Fødevareinstituttet. Rapporten viser, at pålægget udgør størstedelen af det forarbejdede kød hos de 4-14-årige skolebørn. Mellemrubrik Anja Pia Biltoft-Jensen forklarer, at kødpålæg er nemt og praktisk, når man ikke så godt kan give børnene en varm ret med i skole; derfor er det så udbredt. Indtaget af kødpålæg falder med alderen, især hos kvinderne, da de voksne tit har andre muligheder, eksempelvis i form af en kantine på arbejdspladsen: ”Børn har ikke de samme muligheder. Men det er ikke, fordi børnene ikke kan lide deres madpakker. De er vant til at få dem - og det man kender, det er som oftest også det, man foretrækker.” Det positive aspekt ved madpakkerne er, at pålægget som regel følges med rugbrød. Børnene efterlever således anbefalingerne om indtag af 75 g fuldkorn/10 MJ om dagen bedre end de voksne. Alligevel er det ifølge Anja Pia Biltoft-Jensen værd at tænke over den udbredte brug af forarbejdet kødpålæg: ”Jeg tænker, der er plads til forarbejdet kød, men med måde. Set i lyset af de seneste kræftrapporter kan man godt sætte spørgsmålstegn ved, om det er rigtige, vi gør, når vi i Danmark i så stor udstrækning smører madpakker med forarbejdet kødpålæg til børnene.”
Period7 Mar 2016

Media contributions

1

Media contributions

  • TitleIndtag af forarbejdet kød blandt børn
    Media name/outletFood Culture.dk
    Media typeWeb
    Date07/03/2016
    Producer/AuthorMaria Stove
    PersonsAnja Pia Biltoft-Jensen