- Det der hyppigst bliver associeret med et højt saltindtag i forhold til vores sundhed, er, at der er en tydelig sammenhæng mellem et højt saltindtag og forhøjet blodtryk , siger Anne Dahl Lassen, seniorforsker ved Afdeling for Risikovurdering og Ernæring hos DTU Fødevareinstituttet.
Et for højt blodtryk er nemlig en væsentlig risikofaktor for forekomsten af hjertekarsygdomme, og man har fundet en øget dødelighed i grupper af befolkningen med et meget højt saltindtag.
Derfor er det en god ide at begrænse sit saltindtag, understreger Anne Dahl Lassen.
- Når vi kigger på det data, vi har fra undersøgelser af befolkningens nationale kostvaner, kan vi se at kun 10 procent af den danske befolkning ligger under eller på linje med det indtag der anbefales, siger hun.
Gå efter fødevarer med nøglehulsmærket
Selv om det kan virke svært at få nedsat sit forbrug af salt i den daglige kost, så er der ifølge seniorforskeren visse ting, man kan tage højde for i sin dagligdag.
- Det, der kan gøre det svært at få et lavere saltindtag, er, at meget af det mad, vi spiser, kommer fra industriprodukter, hvor vi ikke selv kan styre saltindholdet. De største kilder til salt i kosten er brød og kødpålæg, siger Anne Dahl Lassen.
Derfor anbefaler hun, at man går efter fødevarer, der er nøglehulsmærket, når man køber ind. På den måde ved man, at der er et krav til, hvor højt saltindholdet må være.
- Det gør, at man ikke får de der meget høje doser af salt. Samtidig bør man også være opmærksom på, hvilke fødevarer der er meget saltholdige. For hvis man spiser for meget af sådanne fødevarer, bør man skære ned på det, siger seniorforskeren.
Danskernes indtag af salt
Period | 26 Aug 2016 |
---|