Overvågning af aviær influenza i vilde fugle i Danmark 2017

Research output: ResearchReport – Annual report year: 2018

Documents

View graph of relations

Overvågning af fugleinfluenza, aviær influenza (AI), på EU niveau går tilbage til 2002, og Danmark følger EU kommissionens bestemmelser for udformning af overvågningen, der har skiftet gennem årene i takt med indhøstede erfaringer. I 2017 blev der udført EU lovomfattet passiv overvågning af døde vilde fugle, der blev fundet i naturen. Der blev testet 154 fugle. Udbrud af højpatogen aviær influenza (HPAI) virus subtype H5N8, der startede i 2016 ved fund af HPAI H5N8 virus i en død troldand fundet den 7. november i Stadsgraven ved Christiania, København, fortsatte i 2017. HPAI H5N8 blev i alt påvist i 17 døde vilde fugle i 2017 (1 ederfugl, 3 havørne, 7 musvåger, 1 pibeand, 3 svartbage, 1 sølvmåge, 1 vandrefalk) fordelt over det meste af landet. HPAI H5N8 er dermed i alt påvist i 82 vilde fugle, der blev fundet døde i naturen i perioden fra 7. november 2016 til 4. april 2017. HPAI H5N8 blev også påvist i en hobby besætning beliggende ved Helsingør i november 2016, og i gæs fra et museum ved Maribo i februar 2017. Molekylærfylogenetisk analyse af HA genet i HPAI H5N8 virus fundet i Danmark i 2016 og 2017 viste, at disse virus er nært beslægtede med hinanden og med samtidige HPAI H5 clade 2.3.4.4b virus fra andre europæiske lande. Virus adskiller sig imidlertid genetisk fra HPAI H5N8 clade 2.3.4.4a virus fra vinteren 2014/2015, hvor der var enkelte fund af HPAI i fjerkræ og/eller døde vilde fugle i England, Tyskland, Holland, Italien, Ungarn og Sverige. Der blev også udført en aktiv overvågning af AI virus i vilde fugle i Danmark i 2016. Denne blev udført i samarbejde mellem Veterinærinstituttet, Danmarks Tekniske Universitet (DTU‐VET), Fødevarestyrelsen (FVST) og Statens Naturhistoriske Museum, Københavns Universitet (SNM) i henhold til ”Projektplan vedr. overvågning af aviær influenza i vilde fugle i Danmark i 2017” (bilag 5). Omfanget af overvågningen var som i 2016, dvs. reduceret til 900 fugle i forhold til de foregående år og kun med fokus på H5/H7 virus. Der blev i alt testet 896 fugle som 248 pools af kloaksvabere fra op til 5 fugle af samme art, fundet på samme sted og på samme tid. I lighed med proceduren i 2013‐2016, blev prøverne udtaget fra enkeltdyr og sendt til laboratoriet (DTU‐VET), hvor de blev poolet inden test. Prøverne blev indsamlet i Jylland, på Fyn, Lolland, Sjælland og i Hovedstadsregionen. FVST varetog udtagelse af prøver fra 445 fugle fra nedlagte ænder og gæs, der var indleveret på
ildthåndteringsvirksomhederne Kivan Food, Alpevej Vildtbehandling og Klosterheden Vildt. Statens Naturhistoriske Museum (SNM) koordinerede indsamling af prøver fra 451 vildtlevende fugle. I alt 73 pools (29 %) blev fundet positive for AI virus ved PCR. Af disse var 15 (21 %) lavpatogen AI (LPAI) H5, der blev ikke påvist LPAI H7 i prøverne. Andelen og antallet af positive pools i 2017 var på niveau med tidligere år. Materiale fra positive pools blev podet i æg med henblik på at isolere AI virus, succesraten var 19 %, hvilket er på niveau med tidligere år.
I lighed med 2014‐2016, var overvågningen i 2017 udvidet med molekylær karakterisering af de virus, der blev påvist både i vilde fugle og i fjerkræ, og dette bidrog til en dybere og mere præcis karakterisering af virus, så vi ret præcist ved hvilke virus varianter, vi har påvist. Dermed er opnået en god indikation af hvilke AI virus, der cirkulerer i Danmark, og en viden om at disse virus pt. ikke udgør en øget trussel mod den humane sundhed. Overvågningen viser dog, at der til stadighed cirkulerer LPAI H5 og H7 virus i den vilde fauna, som potentielt kan true dyresundheden, så der er fortsat et behov for at overvåge forekomsten af AI virus i fjerkræflokke. Fylogenetisk analyse af LPAI H5 gener fra virus påvist i 2017 viste, at disse var nært beslægtede med H5 gener fra virus i prøver fra vilde fugle, der blev indsamlet i Danmark de foregående år, samt med virus fra vilde fugle og fjerkræ i Europa. Analysen afslørede som forventet også en betydelig genetisk drift i forhold til de tidligere år. Sekventering af LPAI H5 generne gav også mulighed for at undersøge, hvor godt de anvendte RT‐PCR assays, som er de samme der anvendes til diagnostisk undersøgelse af AI mistanker, matcher nutidige AI virus. Resultatet af analysen af de tre H5 specifikke RT‐PCR assays viste, at de overordnet set er anvendelige overfor de virus, der cirkulerer i Danmark i dag, på trods af den drift i sekvenserne, som afsløres af fuldlængde HA sekventeringen. Men analysen viste også, at det er nødvendigt med en strategi, der involverer samtidig anvendelse af flere af disse subtypningsassays for en sensitiv påvisning af LPAI H5 virus. Fitness‐analysen understregede vigtigheden af, at der foretages en løbende monitorering af drift i sekvenserne, så de anvendte assays kan opdateres ved behov. Da EU referencelaboratoriet sjældent har adgang til LPAI sekvenser fra vilde fugle i real‐time, og da der endvidere kun sker et meget begrænset fund/ offentliggørelse af fund af LPAI H5/H7 virus i vilde fugle, kan EU referencelaboratoriet ikke udføre en fyldestgørende analyse af driften i H5/H7 virus. Det er derfor nødvendigt, at vi selv holder øje med situationen under danske forhold, via en fortsat overvågning af driften i H5/H7 virus. På den måde kan vi bedst sikre, at vi har det rette værktøj til at påvise H5/H7 virus med høj sensitivitet, når der opstår mistanke om AI virus i danske fjerkræbesætninger, og således hurtigt få kontrol over de anmeldepligtige AI virus til gavn for både dyresundheden og samfundsøkonomien. 2016‐2017 har på europæisk plan især været præget af udbrud med HPAI H5N8 i vilde fugle og fjerkræ i en lang række lande, og udveksling af virus mellem disse segmenter. Dette gælder også i Danmark. Der var ikke udbrud af LPAI virus i fjerkræ i Danmark i 2017. I 2016 var der udbrud af LPAI virus i to gråandeflokke på hhv. Fyn (juli 2016) og i Nordjylland (august 2016), hvor der blev påvist hhv. H7N7 og H5N2 i forbindelse med virologisk screening af rutine overvågningsprøver i fjervildtopdræt.
Original languageDanish
Place of PublicationKgs. Lyngby
PublisherVeterinærinstituttet, Danmarks Tekniske Universitet
Number of pages42
StatePublished - 2018
Download as:
Download as PDF
Select render style:
APAAuthorCBE/CSEHarvardMLAStandardVancouverShortLong
PDF
Download as HTML
Select render style:
APAAuthorCBE/CSEHarvardMLAStandardVancouverShortLong
HTML
Download as Word
Select render style:
APAAuthorCBE/CSEHarvardMLAStandardVancouverShortLong
Word

ID: 152461673