Kulturbankeprojekt med udlægning af blåmuslinger produceret på langline

Publication: CommissionedReport – Annual report year: 2013

View graph of relations

DTU Aqua har sammen med DSC, DHI, Wittrup Seafood A/S og Dansk Akvakultur gennemført et projekt, hvor muslingeyngel produceret i vandsøjlen er udlagt i kulturbanke i As Vig, øst for Horsens Fjord. I den oprindelige projektplan indgik, at muslingeyngelen skulle produceres i Horsens Fjord på SmartFarm systemer, men pga isskader på anlæg var dette ikke muligt. I maj 2011 blev 75 tons kompensationsopdrættede muslinger fra Skive Fjord udlagt i et 300x100 m stort område på 10-11 meters vanddybde i en tæthed på 2,5 kg m-2. I forbindelse med afhøstning af muslingerne i Skive Fjord, transport til Horsens Fjord og udlægning blev stressniveau og andelen af muslinger, der havde skalskader eller var knuste undersøgt. Opbevaringen af muslingerne på afhøstningfartøj i Skive Fjord medførte ikke et øget stressniveau, hvorimod transport på lastbil og omlastning til udlægningsfartøj medførte en mindre øgning i stressniveau. Prøvetagning af muslinger ombord på afhøstningsfartøj viste at, af de muslinger der var afhøstet først havde 7,4 % skalskader, hvorimod kun 1,4, af de sidst afhøstede muslinger havde skalskader. Efter transport til Kulturbanke var andelen af skadede muslinger 2,8 % for muslinger indsamlet øverst i de bigbags, der blev anvendt til transport, og det tilsvarende tal var 10-11 % for muslinger indsamlet nederst i bigbags. For muslinger opbevaret nederst i bigbags er der kun to målinger, så denne værdi er forholdsvis usikker.
Udlægningsmetodik af blåmuslingeyngel i kulturbanke var ikke hensigtsmæssig, og side scan undersøgelse af kulturbanke efter udlægning viste en meget klumpet fordeling. Der blev frem til september 2011 observeret en stor dødelighed af muslinger, som antages at skyldes en kombination af effekter fra fødemangel og prædation fra specielt edderfugl. Fra September 2011 til juni 2012 skete der kun en lille reduktion i biomassen. Forholdet mellem udlagt biomasse og produktion (P/B) var -0,4 til -0,8. Væksten af muslingerne var forholdsvis langsom med specifikke vækstrater på 12 % mdr-1 i sommerperioden 2011 og 5 % mdr-1 over et år. Muslingerne i kulturbanken opretholdt et højt kødindhold, både målt som tørvægt af kød, kødprocent og konditionsindeks. I juni 2012 var kødprocenten i kulturbanken på 32 % hvilket er betydeligt over de 20 % som Wittrup Seafood har som minimum for muslinger, inden et fiskeri igangsættes. Kødprocenten var ligeledes højere end for muslinger i en naturlig muslingebanke lige syd for kulturbanken. De udlagte blåmuslinger viser fra maj til september 2011 en signifikant øgning i både skalvægt, relativ skaltykkelse og skaldensitet. Således øges den relative skaltykkelse med 65 % over sommeren 2011. I juni 2012 er den relative skaltykkelse 16 % mindre end skaltykkelsen af muslinger i den naturlige muslingebanke. På baggrund af muslingernes høje kødindhold og kapacitet til at danne en tyk skal vurderes muslingerne at have en høj kvalitet i forhold til en kommerciel udnyttelse. Det er således et produkt, der inkluderer de bedste karakterer fra bund- og linemuslinger i forhold til forarbejdningsmulighed og
produktkvalitet. En øgning af muslingernes overlevelse i forhold til forbedret udlægningspraksis og kontrol af prædation anses som værende afgørende i forhold til at skabe en økonomisk bæredygtig produktion.
I forbindelse med projektet er der opstillet en model for de biologiske produktionsforhold i As Vig området i det sydvestlige Kattegat, herunder kortlægning af de optimale områder for muslingeproduktion generelt, samt en analyse af betydningen af udlægningstæthed af muslinger for muslingeproduktionen. Der anvendes en model, der er opbygget af en hydrodynamisk model og en økologisk model. Til modelarbejdet anvendes data fra 2011 og første halvår 2012, samt data for muslingers tilvækst, som er indsamlet under projektet. På baggrund af modelanalyser anbefales det at udlægningstætheden af muslinger i området ikke overskriver 400 individer m-2. Kortlægning af muslingeproduktionspotentialet i sydvestlige Kattegat viser, at området ved As Vig ikke er optimalt hvad angår muslingernes fødegrundlag. Fødegrundlaget kan øges med ca. 50 % ved at placere kulturbanken på bedre lokaliteter f.eks. nord for Endelave, i det nordlige Lillebælt og på andre mindre lokaliteter i det sydvestlige Kattegat. Endelig bemærkes, at kulturbankedyrkning i områder væsentligt større end den modellerede banke kan give problemer med et for højt iltforbrug af bundkulturen.
I november 2012 er der gennemført en undersøgelse af område i Horsens Fjord udlagt som kulturbanke med en dybde på 4-5 meters dybde. Der er gennemført 14 punktdyk med dykkerobservationer og billedoptagelse, og der er gennemført en side scan kortlægning af området. Der er ikke observeret ålegræs i området.
I forbindelse med projektet er projektets resultater formidlet til Fødevareministeriet og Miljøministeriet i forhold til tilladelsesgivning til omplantning af muslinger fra Skive Fjord til As Vig og i forbindelse med afklaring af de forvaltningsmæssige udfordringer i forhold til at anvende muslinger opdrættet som kompensationsmuslinger ved havbrug til bundkultur. Der er afholdt møder med lokale kommuner for at orientere om projektet, og der er holdt en række følgegruppemøder
Original languageDanish
Place of PublicationCharlottenlund
PublisherDTU Aqua. Institut for Akvatiske Ressourcer
Number of pages29
ISBN (electronic)978-87-7481-179-4
StatePublished - 2013
SeriesDTU Aqua-rapport
Number273-2013
ISSN1395-8216
Download as:
Download as PDF
Select render style:
APAAuthorCBE/CSEHarvardMLAStandardVancouverShortLong
PDF
Download as HTML
Select render style:
APAAuthorCBE/CSEHarvardMLAStandardVancouverShortLong
HTML
Download as Word
Select render style:
APAAuthorCBE/CSEHarvardMLAStandardVancouverShortLong
Word

Download statistics

No data available

ID: 54452644